10 kV Hovedkoblingsanlæg skiftet på tre uger uden driftsstop

 

Trods en stram tidsplan gjorde en omlægning af højspændingen til mobile transformerstationer og effektiv planlægning det muligt for DI-Teknik at nedtage et ældre koblingsanlæg, omlægge installationerne og installere et nyt Delta H3000 anlæg fra Schneider Electric på Novozymes’ fabrik på Fuglebakken på kort tid.

En omlægning af højspændingsforsyningen til to containere indrettet som mobile transformerstationer gjorde det muligt for DI-Teknik A/S at skifte hovedkoblingsanlægget på Novozymes’ fabriksanlæg på Fuglebakken uden driftsstop. Udskiftningen af 10 kV-anlægget skete på bare tre uger.

”Havde vi ikke omlagt forsyningen til de midlertidige transformerstationer, kunne vi ikke have løst en så kompleks opgave på denne måde,” siger John Huusfelt, salgschef for forsyning og højspænding i DI-Teknik A/S.

Novozymes A/S er verdens førende bioteknologiske virksomhed inden for forskning, udvikling og fremstilling af enzymer og mikroorganismer til industriel anvendelse.

”En nedlukning eller et driftsstop ville være kritisk for produktionen, men med denne løsning sikrede vi forsyningen og den nødvendige tid til at nedtage det gamle anlæg, ændre installationerne med nye føringsveje til både højspændingen og styringerne og få installeret et nyt anlæg, der også krævede en del installationsarbejde,” siger John Huusfelt.

DI-Teknik A/S er en af Danmarks største automationsvirksomheder inden for automation og industriel el, og varetager blandt andet driftsansvaret på Novozymes’ højspændingsanlæg.

 

Alternativ til retrofit af effektafbrydere

Det eksisterende hovedkoblingsanlæg var fra 1967, og den tekniske ledelse havde gennem længere tid ønsket at få det mere end 50 år gamle anlæg opgraderet. I første omgang vurderede ledelsen, at en udskiftning ville være for omkostningstung og kritisk i forhold til at opretholde produktionen. Derfor var en retrofit-løsning stærkt inde i overvejelserne.

”Selv om der blev monteret nye afbryderenheder på de gamle vogne samt ny relæbeskyttelse, ville Novozymes stadig have et ældre anlæg. I stedet foreslog vi løsningen med den midlertidige omlægning, der på trods af en stram tidsplan ville sikre den nødvendige tid til at få udskiftet anlægget. Det var samlet set tilmed en løsning hvor økonomien fortsat er fornuftig i forhold til en opgradering med retrofit,” siger John Huusfelt.

Samtidig sikrer det nye anlæg Novozymes en langt større forsynings- og driftssikkerhed – og bedre økonomi i vedligeholdelsen.

”De gamle afbrydere krævede en del vedligehold, og anlægget skulle serviceres hvert år. Det nye anlæg skal serviceres med flere års interval og er mere bæredygtigt. Desuden er der langt større personsikkerhed forbundet med at arbejde på det nye anlæg,” siger John Huusfelt.

 

Planlagt til mindste detalje

Det er Radius Elnet, der forsyner fabriksanlægget på Hillerødgade, og udskiftningen af hovedkoblingsanlægget krævede en løbende og tæt dialog – ikke kun i forbindelse med den midlertidige omlægning af forsyningen, men også i monteringsfasen, da afregningsmålerne skulle kontrolleres og monteres i nye skabe.

”Vi havde planlagt og koordineret alt til mindste detalje, før vi gik i gang med projektet, der reelt bestod af tre opgaver: Omlægning af forsyningen, nedtagningen af det gamle anlæg og installation af det nye.

Samtidig krævede de enkelte faser omlægning af installationerne, da Novozymes gik fra et dobbeltskinne- anlæg til et enkeltskinne-anlæg,” siger John Huusfelt.

Opgaven blev ikke mindre kompleks af, at hovedkoblingsanlægget er installeret på en førstesal, hvorfor hvert af de 12 feltet blev skilt, afmonteret og fjernet enkeltvis – bl.a. ved hjælp af en kran til at løfte dem ud og ned på gadeplan.

 

Bedre kvalitet og økonomi

DI-Teknik A/S har tidligere anvendt de mobile transformerstationer i forbindelse med nedbrud eller omlægning af forsyningen på andre større installationer, og John Huusfelt ser store perspektiver i løsningen, når produktionsvirksomheder, sygehuse og lignende enheder med kritiske installationer står foran udskiftning eller opgradering af deres anlæg.

”Det sikrer forsyningssikkerheden, en bedre økonomi og en mere effektiv løsning – og i sidste ende en bedre kvalitet,” siger John Huusfelt.

DI-Teknik A/S løste opgaven for Novozymes A/S i tæt samarbejde med det internationale rådgivende ingeniørfirma, NNE, der er specialiseret i pharma engineering.

 

Foto 1: Det gamle hovedkoblingsanlæg, der blev installeret i 1967, krævede en del vedligehold.

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto 2: Omlægningen af forsyningen til mobile transformerstationer indrettet i containere gjorde løsningen hos Novozymes muligt.

 

 

 

 

 

 

Foto 3: De 12 felter på det gamle anlæg blev skilt og fjernet et efter et.

 

 

 

 

 

 

 

Foto 4:


Det nye anlæg er et enkeltskinne-anlæg, og det krævede en del omlægning af installationerne.

 

 

Kontakt os